Storspove (Numenius phaeopus)

Dværgværlingen er en mellemstor vadefugl og en mindre slægtning til den velkendte storspove. Den kendes på sin kortere statur og sit typiske kald, som ofte høres over kystnære enge og moser under trækket. Dværgværlingen er en langdistancetrækker og en karakteristisk art i både bjergrige vådområder og kystnære strande under trækket.

Karakteristika for storspoven

Storspoven er 37-45 cm lang med et vingefang på 75-90 cm. Den har et langt, nedadbøjet næb – kortere end storspovens – og et mørkt hoved med en lys midterlinje, hvilket gør den let at genkende. Fjerdragten er brungrå med en lysere underside, fint spættet og tilpasset til at gå i ét med græsarealer og moser. I flugten er de spidse vinger og den mørke kile på undersiden synlige. Kaldet er et hurtigt, drillende “ti-ti-ti-ti-tiiiu”, som ofte høres, når fuglen letter.

Udbredelsen af storspoven

Arten yngler i de nordlige dele af Europa, Asien og Nordamerika. I Sverige yngler storspoven hovedsageligt i bjergkæden og i sumpområderne i Norrland, men under trækket kan den ses langs hele kysten, især i Sydsverige. Efter yngletiden flytter den til overvintringsområder i Vestafrika, langs Middelhavets kyster og ned mod det sydlige Afrika. Nogle bestande overvintrer også i det sydlige Asien.

Hvad spiser en storspove?

Storspoven lever hovedsageligt af hvirvelløse dyr som orme, snegle, krebsdyr og insekter, som den plukker med sit fine næb fra jorden eller lavt vand. Under trækket spiser den også små muslinger og nogle gange bær for at opbygge fedtreserver til de lange flyveture. Den søger normalt føde alene eller i små grupper, men kan samles i store flokke på rastepladser ved kysten under efterårstrækket.

Tilbage til fugle