Sangsvane (Cygnus cygnus)

Sangsvanen er en af vores mest storslåede fugle og et symbol på den nordiske vildmark. Med sin statelige kropsholdning, snehvide fjerdragt og trompeterende kald er den et velkendt indslag i svenske søer og vådområder. Arten er en naturlig ynglefugl i Sverige og er i de seneste årtier steget markant i antal efter tidligere at have været truet.

Karakteristika for sangsvanen

Sangsvanen er 140-160 cm lang med et vingefang på 205-235 cm og vejer mellem 8 og 12 kg. Den er lysende hvid som voksen med en lang, lige hals og et næb, der er gult i bunden og sort mod spidsen – i modsætning til knopsvanens orange næb. Den holder halsen lige, når den svømmer, hvilket gør den let at skelne fra knopsvanen, som har en elegant krummet hals. Lyden er et højt, trompeterende “ko-hooo”, som ofte høres på lang afstand, når flokke flyver over landskabet.

Udbredelse af sangsvanen

Arten yngler i Nordeuropa og Asien, ofte i søer og vådområder i boreale og arktiske områder. I Sverige er sangsvanen udbredt over store dele af landet, men den er mest almindelig i Norrland og Dalarna. Under trækket kan man se store flokke på marker og i søer i Sydsverige, hvor den undertiden overvintrer i milde vintre. Ellers trækker de svenske sangsvaner til Danmark, Tyskland og Storbritannien for at overvintre.

Hvad spiser en sangsvane?

Sangsvanen er planteæder og lever hovedsageligt af vandplanter, rødder, alger og græs. Den kan lide at græsse på lavt vand, men i løbet af efteråret og vinteren søger den også føde på marker, hvor den spiser spildkorn, kartofler og korn. Ungerne, som kaldes unger, lever af insekter og smådyr i de første par uger, før de gradvist skifter til den samme plantebaserede kost som de voksne.

Tilbage til fugle