Turteldue (Streptopelia decaocto)

Halsbåndduen er en lille og elegant due, som er blevet mere og mere almindelig i Europa i løbet af det 20. århundrede. I Sverige blev den etableret i 1940’erne og 50’erne og er nu udbredt i mange dele af landet, især i det sydlige og centrale Sverige. Arten er let genkendelig på sin lysegrå fjerdragt og sorte halvmåneformede halsring.

Karakteristika for brevduen

Halsbåndduen er lidt mindre end ringduen med en kropslængde på ca. 31-33 cm og et vingefang på ca. 47-55 cm. Fjerdragten er lysegrå til beige med mørkere vingespidser og en tydelig sort halsring, der står i kontrast til den lyse hals. Øjnene er mørke med en rød iris, og benene er lyserøde. Flyvningen er hurtig og lige, ofte med en fløjtende lyd fra vingerne. Lyden er et monotont, gentaget “kooo-koo-kook”.

Udbredelse af halsbåndduen

Arten stammer oprindeligt fra det sydøstlige Europa og Lilleasien, men har i det 20. århundrede spredt sig eksplosivt over næsten hele Europa, til Asien og endda Nordamerika. I Sverige findes den hovedsageligt i den sydlige del af landet og i bycentre, landsbyer og landbrugslandskaber. Den undgår dybe skove og bjerge, men trives tæt på mennesker, hvor der er føde og redepladser.

Hvad spiser en brevdue?

Halsbåndduen er primært en frøæder, der foretrækker korn, frø af urter og forskellige planter, men den spiser også knopper og nogle gange små insekter. Den fouragerer ofte på jorden i flokke med andre duer eller småfugle. Ved fugleborde sætter den pris på solsikkefrø og kornblandinger og kan hurtigt blive en regelmæssig gæst, hvor der er rigeligt med mad.

Glad for at spise: Solsikkefrø til fugle

Tilbage til fugle