Hedepiber (Pluvialis apricaria)

Hedepiberen er en vadefugl, der ofte forbindes med åbne heder, moser og højland. Den er kendt for sit melankolske, fløjtende kald, som ofte høres over bjerghederne om sommeren. I Sverige er hedepiberen en karakteristisk fugl for bjergkæden, men den forekommer også på heder længere mod syd.

Kendetegn ved hedepiberen

Hedepiberen er ca. 26-29 cm lang og har et vingefang på 67-76 cm. I yngletiden har den en smuk sort underside, der strækker sig fra hagen til maven, omgivet af en hvid kant, der løber langs siderne. Oversiden er gyldengul med mørke pletter, som giver fuglen dens ‘gyldne’ glød. Uden for ynglesæsonen er fjerdragten mere dæmpet i gråbrune nuancer, og den sorte mave er fraværende. Dens ben er relativt korte, og den har en afrundet krop og et kort næb.

Hedepiberens udbredelse

Arten yngler i Nordeuropa og Asien, og i Sverige findes den hovedsageligt i bjergene, men også på store hedearealer i skovene, især i Norrland. Under trækket kan hjejlerne samles i store flokke på marker og strandenge. De svenske fugle trækker sydpå om efteråret og overvintrer i Vesteuropa, hovedsageligt i Storbritannien, Frankrig og omkring Middelhavet.

Hvad spiser en hedepiber?

Hjejlen lever af insekter, orme, snegle og andre små hvirvelløse dyr, som den finder ved at løbe og hakke i jorden. Om efteråret spiser den også bær, frø og anden vegetation, som hjælper den med at opbygge fedtreserver til trækket. Den søger normalt føde i små grupper, men kan samles i meget store flokke under trækket.

Glad for at spise: Solsikkefrø til fugle

Tilbage til fugle